Undgå støj fra varmepumpen

Placering af varmepumpens udedel er afgørende for at undgå mest mulig støj fra varmepumpen – både for dig selv og for naboen

En luft til vand-varmepumpe giver dig billig og bæredygtig varme. Til gengæld følger der også en vis støj med i købet. Hvis man tænker sig godt om og får placeret varmepumpen et fornuftigt sted, er det dog ikke noget, der er til gene for hverken dig eller dine naboer. 

 

Hvorfor larmer en varmepumpe?

Det er helt konkret ventilatoren og kompressoren i varmepumpens udedel, der skaber den larm, der kommer fra en varmepumpe.

Ventilatorens vinger skaber luftturbulens, når den kører, og det medfører støj – jo flere omdrejninger, jo mere støj. Med den rette placering er det dog ikke noget, der kommer til at genere i hverdagen.

 

Tænk på naboerne

Først og fremmest skal du som udgangspunkt helst undgå placering af din nye luft til vand-varmepumpe for tæt på skel, da det kan genere naboerne, som måske kan høre varmepumpen – også om natten. 

Afhængigt af hvilken kommune du bor i, er der fastlagt nogle støjgrænser for varmepumper mod skel, du som ejer af varmepumpen skal overholde. De fleste kommuner lægger sig i slipstrømmen af Miljøstyrelsen, der har fastlagt vejledende støjgrænser.

I de fleste tilfælde vil det således være et krav, at du ikke udsætter naboer for mere end 35 dB (decibel) i skel – om natten, vel at mærke. I dagtimer er grænsen en smule højere, da der om dagen også er anden form for naturlig (og unaturlig) støj, fx fra trafik.

Hvis du ikke overholder grænserne – fx fordi du køber en for dårlig varmepumpe, der larmer mere end nødvendigt, eller fordi du placerer din varmepumpe for tæt på naboen – kan du blive nødt til at omplacere din varmepumpe, hvis naboen klager til kommunen over den afledte støjgene.

 

Skal man "pakke" udedelen ind for at minimere støj?

Som udgangspunkt kan du godt afskærme varmepumpens udedel af æstetiske hensyn og også i nogle tilfælde som en form for "støjværn", der kan afskærme mod fx soveværelse eller naboer. 

Det er dog meget vigtigt, at du ikke pakker varmepumpen alt for godt ind, da den så afskæres fra at kunne trække den rette mængde frisk luft ind i systemet. Det er herfra, at varmepumpen henter energien, der skal opvarme boligen. 

Derfor vil en tæt indpakning – fx i en tæt trækonstruktion af designmæssige årsager – sænke varmepumpens effektivitet (og  SCOP-værdi ). 

Hvis du er i tvivl om, om din ønskede placering eller anskaffelse af en varmepumpe vil skabe for meget støj, kan du gå ind på Energistyrelsens hjemmeside og blive klogere gennem deres såkaldte "støjberegner for varmepumper" – den finder du her.